CityChef2020-netværket har givet inspiration og viden til at udvikle detailhandlen

CityChef2020-netværket har givet inspiration og viden til at udvikle detailhandlen

 

Citychef i Randers, Mette Bræmer-Jensen, har deltaget i CityChef2020-forløbet og fået strategisk sparring til arbejdet med at udvikle Randers til en endnu bedre handelsby. 

Faktisk ville hun overhovedet ikke være med, da hun hørte om projektet.

Begrundelsen var, at hun ikke havde brug for en ’kaffeklub’, men seriøse kompetencer og en masse faglighed. Frygten var, at Service Platforms Citychef2020-netværk ikke var andet end et netværk for eventkoordinatorer, der diskuterede næste open by night. Heldigvis blev Mette Bræmer-Jensen, Citychef i Randers, klogere. 

– Jeg gav min kollega i Herning et kald, hvilket relativt hurtigt overbeviste mig om, at Citychef2020-netværket var alt andet end en kaffeklub. Så til sidst blev jeg overbevist om at deltage. Og jeg har ikke fortrudt, siger Mette Bræmer-Jensen. (Foto: Roberts).

Vi er i samme båd

Citychefen for Randers søgte et netværk, hvor hun kunne få faglig sparring og et netværk, der forstod hendes problemstillinger. Det fandt hun i Service Platforms netværk Citychef2020. 

Titlen som citychef er svær at definere. Af samme årsag var det rigtig gavnligt at sparre med ligesindede, der allerede kendte til de udfordringer, der kan være. Jeg havde brug for strategisk sparring på detailhandel, cityforening og udvikling af denne samt pondus, og det fik jeg ved at deltage i dette projekt. Samtidig er det rart at vide, at andre har lignende udfordringer i deres by. Det giver synergier og stof til eftertanke, siger Mette Bræmer-Jensen. 

I hendes optik var noget af det mest positive, at der fra start var etableret en stærk konsensus om, at alle ideer i netværket var til fri afbenyttelse. Der var ingen hemmelighedskræmmerier. 

– Alle var meget bevidste om, at vi var der for at lære af hinanden. Det gør vi klart bedst ved at dele erfaringer, lærdomme og andre fif mellem os. Jeg havde på intet tidspunkt en følelse af, at der var nogen, der holdt information tilbage, der kunne gavne de andre deltagere. Vi er jo alle i samme båd, siger citychefen fra Randers. 

Lærdomme der skal implementeres

Efter projektets afslutning er Mette Bræmer-Jensen i fuld gang med arbejdet med at gøre Randers til en endnu bedre handelsby. Både for forretningsdrivende, handlende og ikke mindst byens indbyggere og gæster. 

En opgave der både udfordrer og inspirerer. Heldigvis er hun ikke alene.

Det jeg virkelig har taget med mig fra Citychef2020-netværket er, at dette langt fra er mit projekt alene. Alle aktører i lokalområdet må og skal støtte op, hvis vi skal have den bedst mulige version af Randers som handelsby. Desuden har jeg fået kendskab til en masse værktøjer, der kan bidrage til dette. Blandt andet hvordan man arbejder med data i bymidten, business model canvas, der giver et godt strategisk overblik over, hvor vi er nu, og hvor vi gerne vil hen i organisationen, samt best cases fra Hamburg, der med deres BID-modeller forstår at arbejde sammen privat og offentligt.

Med organisationer omkring Randers city, og ikke mindst kommunen, vil Randers sigte efter at lave en helstøbt strategi og en overordnet plan for Randers som markedsplads. De vil klarlægge deres behov for at understøtte detailhandlen, så de kan tilbyde både handlende og de handelsdrivende de optimale rammer for god og inspirerende handel. Noget som især en studietur til Hamburg inspirerede til. 

– I Hamburg har de brugt mange penge og megen energi på at skabe et byrum, der inspirerer folk til at opholde sig i byen. Det giver øget liv og øget handel, siger Mette Bræmer-Jensen og fortsætter:

– Mange vil det samme for Randers som handelsby, og vi skal alle være enige om, hvad det er for en samlet markedsplads, vi vil tilbyde både handlende og handelsdrivende. I Hamburg har de brugt mange penge og megen energi på at skabe et fedt byrum, der inspirerer folk til at opholde sig i byen. Det giver øget liv og øget handel, siger Mette Bræmer-Jensen.

Download case

Download case som pdf.

Læs også

Bliver data, byfornyelse og nye forretningsmodeller dansk detailhandels redning?


 Konference 8. juni i Aalborg: Skab de bedste rammer for vækst i detailhandlen

Brok dig konstruktivt den 8. juni!

I kølvandet på Citychef2020-netværket holder Service Platform den 8. juni konference med fokus på at skabe en national detailstrategi.

Det overordnede mål er, at alle i detailbranchen har muligheden for at give deres besyv med i forhold til, hvad de har brug for. Alle ideer på konferencen samles op og bruges i et idekatalog, der via Dansk Erhverv tages videre op på politisk niveau.

– Konferencen i juni er den perfekte lejlighed til, at man som erhvervsdrivende i detailsektoren kan skyde sine ideer af i et forum, der kun er interesseret i at gavne den danske detailsektor. Detailfolk er vildt gode til at sætte ord på, hvad de mangler. Vi skal tage ejerskab, hvis vi vil have bedre forhold. Det hjælper at gøre noget selv, hvis man vil have forbedringer, siger Mette Bræmer-Jensen. 

Service Platforms konference med fokus på vækst i detailhandlen afholdes den 8. juni i DGI Huset i Nordkraft i Aalborg. 
Læs mere om konferencen og tilmeld dig her.


Om CityChef 2020-forløbet

Digitaliseringen udfordrer alle, og detailhandlens små og mellemstore byer kigger mod deres cityforening for svar på, hvordan man kan skabe en levende midtby. Disse foreninger er dog båret af små budgetter, ildsjæle og frivillige kræfter. Service Platform har derfor inviteret citychefer, formænd for handelsstandsforeninger og andre i ledende roller inden for detailhandlen til at deltage i udviklingsforløbet CityChef 2020. 

Formålet med forløbet har været at kompetenceudvikle, opruste og facilitere erfaringsudveksling og videndeling mellem deltagerne for i sidste ende at klæde dem på til at vækste den lokale detailhandel i det digitale paradigme.

Gennem inspiration udefra, erfaringsudveksling og best practice er  deltagerne blevet rustet til at kunne løfte cityforeningernes arbejde fra at handle om diskussioner om åbningstider til også at handle om at udvikle oplevelser og gøre midtbyen levende. De 20 citychefer fik væsentlige nye kompetencer og indsigt i digitalisering og fremtidens detailhandel. Dette forventes at styrke de 20 cityforeninger, der vil være mere parate til at ændre praksis og søge nye muligheder gennem teknologien.

CityChef 2020 bestod af tre møder og en studietur til Hamburg:

  • Netværksmøde 1: Digitale paradigme og forretningsmodeller og business model canvas.
  • Netværksmøde 2: Shopperen og metoder til brugerinddragelse og brugerundersøgelser.
  • Netværksmøde 3: Data og åbningstider – erfaringer fra kundetrafik-projekter.
  • Netværksmøde 4: Værditilbud og byens dna – indsigt i Hamburgs metodegreb business improvement districts.
Scroll to Top