Forside|Kort om service|Hvad er serviceinnovation?

Hvad er serviceinnovation? 

Serviceinnovation er udvikling af en ny serviceydelse eller produktions- eller leveranceproces, organisations- eller markedsadfærd med henblik på at producere og afsætte serviceydelser. Serviceydelsen og processen kan have forskellig grad af immaterialitet og teknologianvendelse.

En serviceydelse er en værdiskabende handling, der har til formål at løse et problem ud fra mere eller mindre forhåndsdefinerede standarder for problemløsningen. Handlingen kan indebære forskellig grad af brug af redskaber eller teknologi, samt større eller mindre grad af medskabelse mellem interessenterne.

Kilder til serviceinnovation

Der skelnes mellem forskellige typer innovation. Nedenfor er skitseret 4 distinkte innovationstyper, der hver især har forskellige kilder til innovation.
  • Brugerdreven innovation. Udviklingsaktiviteterne foregår gennem aktiv inddragelse af slutbrugeren i forbindelse med udviklingsprocessen.
  • Samarbejdsdreven innovation. Udviklingsopgaverne kan gennemføres sammen med aktører udenfor virksomheden (f. eks. konsulenter eller underleverandører) eller de kan gennemføres sammen med videninstitutioner (f. eks. uddannelses- og forskningsinstitutioner eller GTS’er).
  • Videndreven innovation. Udviklingsaktiviteterne foregår i en eller flere udviklingsafdelinger, hvor opgaverne varetages af ledelsen.
  • Medarbejderdreven innovation. Udviklingsopgaverne løses i projektteams på tværs af virksomhederne.

Typer af servicevirksomheder

Man kan skelne mellem 4 typer virksomheder, der arbejder med forskellige servicefunktioner.
  • Virksomheder inden for problemløsning og rådgivning. Disse virksomheder løser specifikke problemer for kunder – typisk fordi kunderne ikke har de nødvendige ressourcer eller kompetencer til rådighed. Typiske virksomheder arbejder med servicefunktionerne: konsulent, ingeniør, arkitekt, design, IT mv.
  • Virksomheder inden for støttefunktioner og facilitets services. Disse virksomheder hjælper kunder med aktiviteter, der rækker ud over kundernes kerneaktiviteter. Typiske virksomheder arbejder med servicefunktionerne: rengøring, vagt, rekruttering, kantinedrift mv.
  • Virksomheder inden for handel og praktiske services. Disse virksomheder støtter interaktionen mellem kunder, f.eks. ved at sælge varer, eller ved at transportere varer og passagerer gennem fysiske infrastrukturer. Typiske virksomheder arbejder med servicefunktionerne: handel, detail, en gros, transport og logistik.
  • Virksomheder inden for kommunikation og digitale services. Disse virksomheder støtter interaktionen og kommunikationen mellem kunder gennem digitale infrastrukturer. Typiske virksomheder arbejder med servicefunktionerne: medier, kommunikationsvirksomheder, institutter i den finansielle sektor, IT, telekommunikation og producenter af IT-spil.