Forside|Nyheder|2011|okt. - dec.|Service Innovation Management (SIM)

Service Innovation Management (SIM) 

 
26-10-2011 

En af de mere frustrerende oplevelser for en lille eller mellemstor servicevirksomhed er at se sit gode forretningskoncept lide uden rigtig at kunne sætte fingeren på præcis hvorfor, eller hvordan man kommer ud af situationen igen.

Uanset om situationen er akut i forhold til fx manglende omsætning, eller snarere beror på et ønske om at gøre det endnu bedre, er der god inspiration at hente blandt nogle af de virksomheder, der har revolutioneret servicebranchen. Hvad enten blikket falder på Google, iTunes, ISS , Falck eller andre, er fællesnævneren for alle eksemplerne en markant, systematisk professionaliseringsgrad.

- Når servicevirksomheder virkelig brænder igennem, handler det ikke kun om, at de grundlæggende har et godt koncept, siger Pernille Løvengreen, projektleder for Service Innovation Management (SIM), Teknologisk Instituts Center for Idé & Vækst.

- Den gode idé kan kun bære virksomheden et stykke ad vejen, og derfor handler det om at få professionaliseret sin virksomhed, uanset hvor lille eller stor virksomheden er.

Under en kontrakt med Forsknings- og Innovationsstyrelsen under Uddannelsesministeriet hjemtager Teknologisk Institut og Alexandra Instituttet via SIM derfor nu den bedste internationale viden om, hvordan netop professionaliseringen kan styrkes.

Professionalisering er et vidt begreb, og for at komme det lidt nærmere, har en række danske og internationale eksperter sammen udspecificeret kernefokusområderne for den professionelle servicevirksomhed. Disse fokusområder er i regi af SIM yderligere udspecificeret i en model, som rummer seks professionaliseringsfaktorer.

De seks professionaliseringsfaktorer dækker over hhv. specialisering, uafhængighed, medarbejderfokus, effektivisering af processer, videnoptimering og genbrug, relationer og brand. SIM afholder et seminar, hvori hver af de seks faktorer gennemgås med afsæt i den viden, som genereres gennem projektet (download flyer - pdf).

De første to seminarer vil tage afsæt i hhv. specialisering og medarbejderfokus.

Målgruppen for arbejdet med professionaliseringsfaktorer er virksomheder inden for handel og operationelle services, og på seminarerne vil der blive rig mulighed for at udveksle erfaringer og søge inspiration fra netop de to brancher. 

Mere information 

For yderligere information og senere tilmelding til seminarerne, læs her.

For mere information om projektet, kontakt projektleder Pernille Løvengreen på telefon 72 20 22 76 eller e-mail: plg@teknologisk.dk.

 

Læs også...

Materiale fra seminar med John Zysman den 17. august 2011.