
Innovationsnetværk er som ægteskaber. Forholdets sande styrke viser sig, når den første forelskelse har lagt sig. I 2014 blev Innovationsnetværk Service Platform et modent partnerskab, der tog hul på en ny fase i livet.
Innovationsnetværk Service Platforms årskonference Serviceinnovation 2014 markerede i sensommeren overgangen til ”det nye Service Platform”.
Netværket har nu en organisering med fire brancheplatforme, en styrket styregruppe og en frisk firårig bevilling fra Styrelsen for Forskning og Innovation.
2014 har været et år præget af omstillinger. Vi har slebet kanter til og gjort profilen skarpere. Organisering, styregruppe og bevillinger er vigtige og nødvendige forudsætninger for at gøre det, som Innovationsnetværk Service Platform handler om. Vi skal give netværkets virksomheder de bedste forudsætninger for at skabe en stærk serviceforretning.
I 2014 fik service for alvor vind i sejlene hos virksomheder og beslutningstagere. Innovationsnetværk Service Platform vil holde serviceboldene i spil med virksomheder, forskere og videnpartnere. Fire brancheplatforme giver virksomheder en direkte indgang til aktiviteterne.
Hvor service og eftersalg i industrien tidligere blev anset som en klods om benet for enhver sund vækststrategi, ses innovation i serviceforretningen i stigende grad som en vej til vækst. Den udvikling har Service Platform arbejdet med fra første færd.
I 2015 ser vi frem til at præsentere et dedikeret udviklingsforløb for servicechefer i industrien, og her tilbyde den nyeste viden inden for hybride produktservice forretningsmodeller.
Da Regeringen i sidste uge offentliggjorde sin Vækstplan for digitalisering i Danmark, jublede vi i Service Platform, fordi digitalisering i detailhandlen har fået særskilt opmærksomhed. Der er masser af gode grunde til at arbejde strategisk og systematisk med digital detail.
Danskerne er vilde med internettet, og e-shoppede i 2013 for 63 mia. kroner. Vi handler gladeligt over hele verden, så 36 procent af danskernes køb af tøj, sko og smykker sker i udenlandske e-butikker, og omfanget er stigende.
Innovationsnetværk Service Platform vil i 2015 bl.a. sætte fokus på, hvordan webhandlen kan bibeholdes i Danmark og samtidig øge internationale kunders lyst til at handle her, ligesom arbejdet med etablering af et Retail Teknologi Lab vil fortsætte.
Virksomheder inden for rengøring, facility management, vagt og sikkerhed er vante med en hård priskonkurrence. Det giver ofte innovation og forretningsudvikling svære kår i den daglige drift.
Innovationsnetværk Service Platform vil i 2015 arbejde for at hjemtage den nyeste internationale forskning om innovation i manuelle servicefag, og i samarbejde med det danske team af forskere lancere Konferencen innovation i manuel service. Vi ser også frem til at tilbyde udviklingsforløb for mindre manuelle servicevirksomheder i tæt samarbejde med større aftagervirksomheder.
Internationalisering af videnservice, typisk it-service, rådgivning inden for forretningsudvikling, strategisk design og servicedesign har været på tapetet i Innovationsnetværk Service Platform siden 2011. Blandt aktiviteterne har været eksportfremstød og etablering af udenlandske partnerskaber.
Internationalisering er kommet for at blive også i Service Platform. I 2014 tog vi på to ture med Branchebussen hul på aktiviteter målrettet hjemmemarkedet for videnservice, særligt danske produktions- og servicevirksomheder.
2015 vil byde på aktiviteter målrettet videnservicevirksomheders markedstilgange - hjemme og i udlandet.
Med dette strejftog i det forgangne år og visitter til det kommende
ønskes alle en glædelig jul og godt nytår
fra Innovationsnetværk Service Platform.