
Service Platform ophører som Innovationsnetværk ved årets udgang, som en konsekvens af aftalen om forenkling af erhvervsfremmesystemet, hvori en reduktion af antallet af innovationsnetværk indgår.
Vi vil gerne sige tak til alle vores medlemmer – private virksomheder, uddannelses- og forskningsinstitutioner, GTSer og øvrige videninstitutioner, offentlige organisationer og studerende. I har været med til at fastholde serviceinnovation som et vigtigt forsknings- og udviklingsområde. Det tætte samarbejde og de mange netværk, der er opstået mellem forskere og praktikere, har ikke blot resulteret i nye forretningsområder i virksomhederne, men har også udstukket en virksomhedsnær retning for det fremtidige forsknings- og udviklingsarbejde inden for serviceinnovation.
Siden 2010 har Innovationsnetværk Service Platform skabt en lang række samarbejder mellem virksomheder og forskere. Innovationsnetværkets fem partnere Alexandra Instituttet, Teknologisk Institut, Lifestyle & Design Cluster, FORCE Technology og Tænketanken DEA har sammen med danske virksomheder udviklet servicebegrebet, og været med til at opbygge og formidle viden, erfaringer og redskaber, der understøtter virksomheders transformation ind i en fremtid af services.
Kun sammen med vores medlemmer har vi kunnet identificere, forstå og holde fast i de udfordringer, som virksomheder på tværs af brancher oplever. Det har gjort det muligt for Service Platform at være løsningsorienteret og fokusere på konkret og praktisk anvendeligt udviklingsarbejde.