
Den tyske e-handel udviser flotte vækstrater. Internetsalget af varer og tjenesteydelser er støt stigende og udgør en stadig vigtigere salgskanal for tyske virksomheder.
Tyskland er Danmarks største eksport-marked og tegner sig for lidt over en 1/5 af den samlede danske eksport. En undersøgelse fra 2011 viser, at mere end 40 mio. tyskere har handlet på nettet. Dette svarer til omkring 81 % af alle internetbrugere. De ivrigste shoppere på internettet findes blandt de 30-49-årige med en procentsats på 90.
Trods en lang dansk handelstradition, også inden for e-handel, taber danske netbutikker terræn til udenlandske netbutikker. Samlet set e-handlede danskerne i 2013 for 17 mia. kr. i udlandet, mens eksporten fra danske e-handelsvirksomheder estimeres til 2-3 mia. kr.
De danske virksomheder udnytter ikke i tilstrækkelig grad det modne hjemmemarked for e-handel som springbræt til at øge eksporten til forbrugere og virksomheder i andre lande med voksende markeder.
Rapporten giver et overordnet blik over de regler og markedsforhold, man som e-handlende skal være opmærksom på ved salg til det tyske marked.