Bliver data, byfornyelse og nye forretningsmodeller dansk detailhandels redning?

Bliver data, byfornyelse og nye forretningsmodeller dansk detailhandels redning?

Den fysiske detailhandel har udfordringer nok i disse år. Heldigvis findes der bud på løsninger hos CityChef 2020 – et netværk for detailhandlens ambitiøse ildsjæle.

– Det forbløffer mig til stadighed, hvad man kan opnå, hvis man sætter sig i et rum med ligesindede mennesker, der virkelig er indstillet på at udvikle sig selv og dermed deres arbejde. Når det kobles sammen med inspirerende oplæg, så sker der noget med ens kreativitet.

Sådan siger Micael Duncan, næstformand i Business Slagelse, da han bliver adspurgt om sine oplevelser med Service Platforms projekt ”CityChef 2020”.

Her deltog han sammen med 21 ligesindede i en række events, der har til formål at opkvalificere deltagernes respektive handelsbyer. Det skal Micael Duncan og de andre deltagere nu hjem og arbejde på. Førstnævnte er ikke i tvivl om, at han kan bruge den nyligt vundne erfaring hjemme i Slagelse.

Jeg har fået en masse fyldt i min erfaringsrygsæk. Nye tiltag, ny viden og nye ideer, jeg kan tage med til min bestyrelse. Det har givet mig en helt anden tilgang til at arbejde systematisk, bruge data og generelt træffe beslutninger på et intelligensbaseret grundlag. CityChef 2020 har hjulpet mig til at træffe beslutninger på baggrund af viden og data frem for det, jeg tror er rigtigt. Nu ved jeg, det er rigtigt, siger Micael Duncan.

De synspunkter kan Heidi Svane Pedersen, der arrangerer CityChef 2020-projektet, kun bakke op om.

– Det er ildsjæle, der virkelig formår at skabe udvikling på trods af ringe opbakning fra baglandet, små budgetter og få hænder. Deltagerne var nysgerrige, videbegærlige og savnede kendskab og indsigt i digitalisering og nye måder at tænke forretning på. De har fået en forståelse for det digitale paradigme, de står overfor, så de kan udfordre deres handelsbyer. Alle kigger på citychefen for at få vækst i byen, og nu har de værktøjerne til at vise deres bestyrelser, hvordan det kan gøres, siger hun.

Udnyt teknologien

Især det teknologiske aspekt har været brugbart for Micael Duncan.

Personligt tror jeg, at data kan være med til at udvikle dansk detailhandel rigtig meget. På turen til Hamburg kunne vi se, at de dernede måler på stort set alt, bl.a. kundetrafik eller synergier mellem shoppingcentre og bykernen. Det kan vi få rigtig meget ud af at implementere i danske handelsbyer, mener han.

– Business improvement district er en amerikansk model, der blev taget i brug i Hamburg for 10 år siden. Vi lærte utrolig meget af at besøge eksperter og virksomheder, der arbejder med det. De har her knækket koden til et offentligt og privat samarbejde; en metode som gør, at forskellige interesseorganisationer kan samarbejde bl.a. for at udvikle rammerne for god detailhandel. Det bliver spændende at se, hvordan CityChef 2020-holdet finder deres egen model for dette, siger Heidi Svane Pedersen.

Det er Micael Duncan enig i. Han hæfter sig især ved brugen af data.

En af mine store øjenåbnere var data. Det skal vi bruge meget mere, for vi har det allerede. Lad os udnytte den teknologi, der er til rådighed, så vi kan skabe vores egen model for, hvordan fremtidens danske detailhandel skal se ud.

Byfornyelse som en del af løsningen

Gentrificering. Et fint ord for byfornyelse. Ikke desto mindre er det et ord, der virkelig bør ofres opmærksomhed af de deltagende citychefer.

I Hamburg og i Tyskland generelt har de nemlig de senere år forsøgt at tænke handelslivet ind i gentrificeringen af områder i bybilledet, når det offentlige alligevel skulle renovere et område.

– Det virker i Tyskland, og jeg tror på, det også kan indarbejdes i Danmark. Både KL og Realdania har afsat penge til at dykke ned i, hvorvidt man kan bruge butikkerne aktivt i byrumsudviklingen. Jeg og de andre deltagere håber rigtig meget på, at vi i Danmark kan udvise samme vovemod som tyskerne i forhold til at udvikle bybilledet for de handlende og erhvervsdrivende. Tyskerne gør det fuldt ud, og derfor får de også den fulde effekt af indsatsen, siger Micael Duncan.

Hjem til Slagelse – hjem til arbejdsbordet

Vestsjællandske Slagelse skal snart have en makeover i bykernen. Her vil Micael Duncan forsøge at påvirke processen i den retning, som CityChef2020-projektet har overbevist ham om.

– For mig er der ingen tvivl om, at jeg skal forsøge at præge udviklingen, så vi i Slagelse både tænker data, byfornyelse og teknologi ind i byens fremtidige dna. Vi samler op på erfaringerne og sætter det i spil, når der skal udarbejdes en masterplan for torve og stræder i Slagelse.

Andre tiltag har også Micael Duncans bevågenhed. Hamburg-turen ledte ham og de andre deltagere forbi den hypede cafe og butik Mutterland, hvor udvalget i vid udstrækning består af lokalt producerede varer. Et koncept som Slagelse godt kunne hente inspiration i, mener han.

– Vi har rigtig mange gode, lokale råvarer på Slagelse-egnen, og det er et godt koncept. Det område vil jeg da agitere for, at vi fokuserer på som handelsby, siger Micael Duncan og fortsætter:

Jeg kan kun anbefale at deltage i et projekt som dette. Du bliver selv inspireret, du inspirerer andre. Lærer at det ikke kun er dig og din by, der har udfordringer, men vigtigst er det, at udfordringerne kan løses. Det får man redskaberne til her.

Download casen

Download casen som pdf.


 Konference 8. juni i Aalborg: Skab de bedste rammer for vækst i detailhandlen

Vil du være med til at præge udviklingen i dansk detailhandel?
Så deltag i årets detailhandelskonference den 8. juni, hvor Service Platform, Dansk Erhverv, FDIH og Kommunernes Landsforening sætter fokus på detailhandlen som vækstsektor.
Konferencen henvender sig primært til detailhandlere (fysiske butikker og e-handlere), kædeansvarlige, citychefer, chefer for handelsstandsforeninger, erhvervsfremmeaktører samt kommunale og regionale beslutningstagere.

Om CityChef 2020-forløbet

Digitaliseringen udfordrer alle, og detailhandlens små og mellemstore byer kigger mod deres cityforening for svar på, hvordan man kan skabe en levende midtby. Disse foreninger er dog båret af små budgetter, ildsjæle og frivillige kræfter. Service Platform har derfor inviteret citychefer, formænd for handelsstandsforeninger og andre i ledende roller inden for detailhandlen til at deltage i udviklingsforløbet CityChef 2020. 

Formålet med forløbet har været at kompetenceudvikle, opruste og facilitere erfaringsudveksling og videndeling mellem deltagerne for i sidste ende at klæde dem på til at vækste den lokale detailhandel i det digitale paradigme.
Gennem inspiration udefra, erfaringsudveksling og best practice er  deltagerne blevet rustet til at kunne løfte cityforeningernes arbejde fra at handle om diskussioner om åbningstider til også at handle om at udvikle oplevelser og gøre midtbyen levende. De 20 citychefer fik væsentlige nye kompetencer og indsigt i digitalisering og fremtidens detailhandel. Dette forventes at styrke de 20 cityforeninger, der vil være mere parate til at ændre praksis og søge nye muligheder gennem teknologien.

CityChef 2020 bestod af tre møder og en studietur til Hamburg:

  • Netværksmøde 1: Digitale paradigme og forretningsmodeller og business model canvas.
  • Netværksmøde 2: Shopperen og metoder til brugerinddragelse og brugerundersøgelser.
  • Netværksmøde 3: Data og åbningstider – erfaringer fra kundetrafik-projekter.
  • Netværksmøde 4: Værditilbud og byens dna – indsigt i Hamburgs metodegreb business improvement districts.
Scroll to Top