Data kan blive det nye guld for de fysiske butikker

Data kan blive det nye guld for de fysiske butikker

Med digitale måleværktøjer kan man kortlægge, hvordan borgerne shopper og bruger bymidten. Og den viden giver nye muligheder for at løfte detailhandlen. Innovationsnetværk Service Platform har i samarbejde med IBIZ TechLab gennemført en række kundetrafikprojekter, hvor vi har kortlagt de handlendes indkøbsmønstre i fire danske byer baseret på data fra butikkerne selv. 

Kampen om kunderne

Det er ikke nogen hemmelighed, at det klassiske indkøbsmønster, hvor man går ned i butikkerne og oser, er ved at forsvinde. De fysiske butikker udfordres nemlig af nye digitale forretningsmodeller. Det betyder, at den fysiske butik i dag skal tiltrække kunderne ved at give dem en oplevelse.

Og her viser erfaringen fra forsøg udført i regi af IBIZ TechLab og Innovationsnetværk Service Platform, at oplevelser er en afgørende faktor for, om de fysiske butikker fremadrettet kan imødekomme kundernes behov.

De danske midtbyer kæmper for at holde sig attraktive og for at bibeholde et levende miljø. Det er en svær øvelse, og kampen står mellem, om de fysiske butikker lærer de digitale spilleregler, eller om vi får rene onlineplatforme, som også forstår sig på at drive fysiske butikker.

Kundetrafikprojekter

Flere danske byer har valgt at tage skeen i egen hånd og proaktivt gøre noget for at fremtidssikre deres bymidte. En række byer har derfor været med i en ansøgningsproces om at deltage i IBIZ TechLab og Service Platforms kundetrafikprojekter. Vejle, Ry, Ringe og Næstved blev udvalgt og har deltaget i alt fra pilotprojekter til større dataindsamlingsprojekter.

I alle fire byer har projektet opsamlet data, som viser, hvordan folk bevæger sig rundt i byen, når de handler. Det foregår ved, at man har sat WiFi-sensorer op i centrum og på indfaldsvejene, som registrerer smartphonebevægelser. De indsamlede data er selvfølgelig anonymiserede og overholder Datatilsynets regler.

De indsamlede data kobles med viden om kundekarakteristika og psykologiske faktorer, som har indvirkning på kundernes adfærd. Denne del gennemføres i samarbejde med IT-Universitetet og FORCE.

Projekterne i Ry og Ringe er afsluttet, mens Vejle og Næstved ikke er færdige endnu. De første målinger er gennemført, og nu skal der laves ’interventioner’ i form af events, arrangementer eller andre tiltag i byerne, inden man måler igen for at se, om dette har haft en effekt på kundetrafikken.

Data er en øjenåbner

Resultaterne har allerede været en øjenåbner. I Ry blev man begejstret for at se, at der stadig er folk i byen – især lørdag eftermiddag. Og da man koblede den viden med viden om kundetyper, viste det sig at være favorabelt at forlænge åbningstiderne. Et andet eksempel fra Ry er en butik, der ligger isoleret, og her viste datamaterialet, at der er mindre trafik mellem denne butik og de øvrige.

I Ringe havde man en antagelse om, at tirsdag er en sløv dag for detailhandlen, fordi der ikke er nogen mennesker i byen. Men dataopsamlingen viste noget helt andet, nemlig at der er lige så mange mennesker i byen om tirsdagen som andre dage!

Figuren viser et eksempel på kundetrafik i Ringe.

Vejle har en gågade med et ’knæk’, der gør det vanskeligt at motivere folk for at bruge hele gågaden. Ifølge Vejles citychef, Marianne Jeppesen, har målet med at deltage i projektet bl.a. været at få ideer til at få hele gågaden i brug og skabe synergi mellem butikkerne.

I Næstved har man et storcenter uden for byen samt en bykerne. Her kigger man på, om der er en sammenhæng mellem de folk, der handler de to steder, og i så fald hvornår der er en sammenhæng. Er det f.eks. formiddagsshopperne, der handler begge steder?

Data sætter tal på virkeligheden

Og hvad kan byerne så bruge disse indsigter til? Ofte er antagelserne om, hvordan kunderne bevæger sig rundt, baseret på fordomme, vaner og kultur. Men nu kan man sætte tal på og se, hvad der i virkeligheden foregår. Det kan skabe grundlag for at diskutere, hvordan man skaber nye muligheder og udvikling i bymidten, og hvordan man styrker samarbejdet mellem butikkerne.

Ifølge projektleder Heidi Svane har der været stor interesse for at høre om projektet i forbindelse med videnspredningsarrangementer landet over:

"Når butikkernes egne data bliver indsamlet og sat i system, får citychefer og handelsstandsforeninger et faktuelt grundlag for at diskutere udviklingen for detailhandlen og bymidten med bl.a. kommunen og borgerne. Data er ikke et mål i sig selv men et middel til at nå målet om en levende attraktiv midtby. På den måde kan man sige, at data kan blive det nye guld for de fysiske butikker".

 


Download case

Download casen som pdf.


Læs også

Data bliver til nye kundeoplevelser i Ry

Scroll to Top